Men skal vi ikke bare aftale at vi mødes i horisonten?

                                Dansen der ude er vi jo sammen om, ikke?
                                  

                               Kun der kan vi være i dag
                                    i nat.

En hyldest til alt det som ikke ligner noget, fordi det lever lystigt uden at prøve på det

Den skulptur

den kan jeg forstå

fordi den prøver på at være et træ

digte leder af natur efter læber

knopperne på blomsterne i vasen der

ligner små granater

saxofonens mund taler digtets sprog

fugle, instrumenter, mejsel, hammer, pensel og blyant

bygger et tårn op til himlen.

Det sker at verdens vinde

vågner i musik 

at de fugle
der flyver forbi tårnets vinduer

føler sig som fjer og intet andet:

Nøgne sangere under himlen

når verdener smelter sammen i sange

og vi

        vågner i musik

                             og taler sammen

                                                       til sidst.

Fortællingen om nogens sidste tanke

Han hedder Rasmus, men det har aldrig betydet noget. Igennem tiden er han blevet kaldt alt fra Jørgen til Bedste. Denne fortælling går ikke længere tilbage end et par sekunder i en døende hjerne, men da Rasmus gik i 7. klasse gik en ting op for ham. 

"Tankerne flyver stadig gennem hovedet på den døde, der tilsyneladende er bevidst i adskillige sekunder, efter at hjertet er gået i stå. I et nyt forsøg har neurologen Jimo Borjigin fra University of Michigan i USA målt hjerneaktiviteten hos rotter før og efter døden."

En morgen redte Rasmus sin seng, som han gør hver morgen og han tænkte over det at redde sin seng: At vide at man gør det fordi man ved, at man om aftenen skal ligge i den igen - at man skal sove igen. Det var i det øjeblik - eller måske imellem øjeblikke, det er ikke så vigtigt - at Rasmus forstod hvorfor hans morfar hvert år sår ærter ude i haven. Det er det samme som med sengen: Den tomme seng om morgenen er som den lille tørre ært i jorden først på året. Det vidste Rasmus også selvom han aldrig, på det tidspunkt, formulerede tanken. Kun billederne og den følte erkendelse af, at noget er det samme. Det der på kort sigt synes ubrugeligt, kan vise sig at være nogens første tanke, eller den sidste tanke i noget som ikke længere er nogen, men på kort sigt er ubrugeligt.

Kunsten at gå på line

Eller jeg kunne være en albatros

en vase mod et stengulv fordi

og ikke alene

jeg kunne jo skrive mig et sted

hvor jeg kunne skrive

og være til stede i verden

vreden som vokser ved hvert vingeslag

en albatros på et kors om en hals

som synger smukkere end resten 

af verdens medlidenhed.

 Døden i ørkenen

                           fødslen i havet.

Er vi løver 

eller er vi de sidste der skal dø?

Lynet      nu    i    nat    og    jeg    vil    vide    det

måske        med        ømme        vinger        

                  men ikke alene.

Vand op til anklerne

hænder mod himle

en skræmmende sandhed.

Vi kan ikke bare stå her
med verden i et askebæger
jeg kender min gud
pakket ind i tæpper
og et sviende lys.

Lad os sejle ud

og tegne

de sidste dyr

sammen.

Når verden skubber til vores ryghvirvler nedefra
og vi skubber igen indefra
sker der en åbenbaring oppefra
som vi kun kan drømme                           her fra
med øjnene lukkede og luft over kroppen
med hovedet
på planter
der nikker forstående i vinden
de ved hvad de vil i verden
være
     i verden
              som os.
Vi løber gennem skove med blade af glas og skærer os på verdens tendenser.

Kunsten: At gå på line