tirsdag den 22. juli 2014

Til ungdommen - og alle andre



Vi synger når vi ikke forstår
derfor er ingen begravet alene
derfor blev Grieg begravet i luften
i vores luft som stryger over stemmebånd
i sangen om os.

To
vi bliver født af to mennesker
ind i en verden
som vi lærer at se på med to øjne
de to sider af de to samme slag
en sag vi kan vende os fra eller imod
på en cirkelrund planet
hvor vi alle ender hvor vi begyndte
i kroppen
den krop som så sin sidste verden
da den slog øjnene op.

Se
hvilket
menneske
jeg ser min verden gennem hans ansigt
og stopper op.

at stoppe op
et øjeblik og tænke
gennem andre øjne
at verden aldrig stopper op
ikke et øjeblik.

Vi skal stadig
gå ind
i vores tid
og forstå den
som sange.

torsdag den 17. juli 2014

En slags fisketur








I
Kom udenfor en dag
så ser vi hvad vi kan fange
et øjeblik.

II
Der ude over vandet
sådan et lille tog
der krydser broen helt alene.



III
Gad vide om en fisk nogensinde er blevet kvalt i et fiskeben.

IV
Måske hænder det
at de trækker vejret dybt
og synger
under alt.


V
Alle de mennesker som tilfældigvis
befinder sig på stranden med et kamera
det øjeblik solen ikke tilfældigvis
går ned!

VI
Solnedgangen over havnebassinet
må hvert år få flere til at glemme håndbremsen.


VII
Det dybe saltspejl
hvor vi ser os måske
som i den der måne
den gang.

IIX
To verdener mødes over alt
og over alt hvor vi møder
vores verden
hvor vi møder
os


IX
At stå her i timer
og kigge ned i vandet
og vide at det da må være nogens drøm
at stå her og kigge ned
i nogens drøm.

X
En pulserende tanke
ved øens nordligste odde
til dem som må fare vild
i nat.


XI
Sov godt
Santiago.